Henrik Ravn, 1934 – 2025 Æret være hans minde

Ravn blev født i 1934 på Als og tog studentereksamen i 1953. Herefter gennemførte han forstkandidatuddannelsen på Landbohøjskolen. Senere rejste han til Canada og lærte nye træplejetekniker hos Cedarvale Tree Experts i Toronto.
Henrik Ravn stiftede Træplejeselskabet Henrik Ravn ApS i 1964. Efter nogle år besluttede han, at firmaet skulle bruge lifte til træbeskæring, i stedet for den mere almindelige praksis med reb og stiger.
Liftene blev udlejet i de stille perioder, men det viste sig hurtigt, at interessen var større end forventet. Det blev derfor nødvendigt at anskaffe flere maskiner, og udlejningen voksede støt. Udover træplejebranchen, havde murermestre, tømrere, malere og vinduespudsere også et behov.
I 1999 udskilte han liftudlejningen i et selskab, der fik navnet City Lift A/S. Træplejeselskabet Henrik Ravn ApS blev i 2004 solgt til to medarbejdere. I 2015 overdrog Henrik Ravn 50 pct. af ejerskabet i City Lift A/S til René C. Olsen, og i 2016 overdrog han de resterende 50 pct. til sine tre børn, som et led i et naturligt generationsskifte.
Henrik Ravn var aktiv og deltog i driften helt frem til 2020, hvor han gik på pension.
Vi vil gøre vores ypperste for, at Henrik Ravns navn og virke fortsætter i mange år endnu.
